Disse regler glemmer bilisterne

Som politikommissær og køreprøvesagkyndig har Lars Borg set og oplevet, hvor risikofyldt det er at bevæge sig ud i trafikken. Og langt de fleste trafikulykker skyldes, at vi bilister glemmer reglerne, så snart vi har fået kørekort. Lars giver sine bud på de typiske fejl og hvordan du undgår dem.

”Rigtig mange glemmer færdselsreglerne, efter de har fået kørekort. Med kørekortet kommer en selvsikkerhed og en tro på, at man som bilist selv ved bedst. Generelt oplever jeg, at jo mere trænet man bliver i trafikken, jo mindre opmærksom bliver man også. Men opmærksomhed er en af færdselslovens grundregler, og som bilist er det vigtigt at være opmærksom på sine medtrafikanter og udvise agtpågivenhed," siger Lars Borg, tidligere politikommissær og køreprøvesagkyndig.


Ifølge Lars Borg er det især færdselsreglerne her, vi glemmer:

Orientering i trafikken

En af de velkendte læresætninger, når man tager kørekort, er spejl-spejl-skulder. Og det er ikke uden grund. Alligevel glemmer rigtig mange bilister at orientere sig i trafikken, og det har konsekvenser. Lars Borg understreger vigtigheden i at man som bilist orienterer sig ordentligt i spejlene og drejer hovedet – særligt, når man ønsker at ændre placering på vejen.

Hensynsfuld kørsel

Bilister skal optræde hensynsfuldt over for deres medtrafikanter. Det er endnu en overset grundregel i færdselsloven, og noget som rigtig mange bilister glemmer – simpelthen fordi de har for travlt. Lars Borg opfordrer bilisterne til at køre afsted i bedre tid og være mere ydmyg, når først de er ude i trafikken.

Overholdelse af fartgrænser

At man skal holde de fartgrænser, der er sat, burde være indlysende. Alligevel kører alt for mange bilister alt for stærkt, og det har alvorlige konsekvenser. Selv den mindste hastighedsoverskridelse kan have stor betydning for, om der sker en ulykke, og hvor alvorlig ulykken bliver.