Næsten hver fjerde ung har ikke styr på sine forsikringer

Vi har sammen med YouGov undersøgt unges forhold til forsikring. Undersøgelsen viser, at danske unge mellem 16 og 30 år ved meget lidt om forsikringer*. Knap en femtedel svarer, at de ”slet ikke” eller i ”mindre grad” har styr på deres forsikringer, eller hvordan de er dækket. 12 % af de unge, som ikke bor hos forældre eller værge, har slet ikke egne forsikringer – dermed risikerer de at stå med uoverskuelige udgifter, hvis uheldet er ude.

Det kan være dyrt at spare forsikringen væk

Et tyveri eller en ulykke kan koste mange tusinde kroner, hvis du som ung selv skal genskaffe sjældne ting eller fx betale udgifter til genoptræning efter et uheld. Det kan derfor have store konsekvenser at spare forsikringen væk – eller ikke gå op i den.

Start med de mest basale forsikringer

Der findes et hav af forsikringer, men hvis du gerne vil spare, kan det være en god løsning at nøjes med de mest basale forsikringer som en indboforsikring og en ulykkesforsikring. Er der tit rejser til udlandet, er det også klogt med en rejseforsikring.

Dækker dine forældres forsikring dig stadig?

I nogle tilfælde dækker dine forældres forsikringer også, når du flytter hjemmefra. Det er dog forskelligt fra selskab til selskab, om udeboende børn er dækket, til de er 18 eller 21 år, af deres forældres indboforsikring. I Codan skal du i øvrigt som udeboende bo alene eller med fx en kammerat for at være dækket af dine forældres forsikring. Du er ikke dækket, hvis du lever i fast parforhold eller har fastboende børn. Er du flyttet hjemmefra, er det også en god ide at tjekke op på, om du har brug for egen rejseforsikring.

En ulykkesforsikring er derimod individuel og vil følge dig, uanset om du bor hjemme eller ej. Mange børneulykkesforsikringer, som jo typisk er noget dine forældre betaler for, udløber når du fylder 18 år. Herefter er det vigtigt at være opmærksom på, om forsikringen automatisk overgår til en voksenulykkesforsikring, eller om du selv skal gøre noget aktivt for at være dækket.

*Fakta om Codans undersøgelse

  • 22 % af 16-30-årige svarer, at de ”slet ikke” eller ”i mindre grad” har styr på, hvad deres forsikringer dækker. Kun 11 % svarer i meget høj grad.
  • 10 % af de unge, som ikke bor hjemme hos forældre/værge, er klar over, at deres forældres/værgers forsikringer ikke dækker dem, og at de samtidig ikke har egne forsikringer.
  • YouGov har spurgt 1.000 repræsentativt udvalgte danskere i juli 2019.